søndag den 27. oktober 2013

Camilla spinnede med


Da Fitnessdk i går afholdt et spinningmaraton for at støtte indsamlingen til Camilla, fik deltagerne sig en dejlig overraskelse i den tredje og sidste hårde spinningtime.

Mere end 70 cykler var stillet op i Fitnessdk, Strandbytorv, hvor Camillas kollegaer havde indkaldt til støtte-arrangement for Camilla. Kl. 11 startede de første deltagere med at stige på cyklerne, og der blev kørt godt til. Nogle stod af kl. 12 og andre forsatte - og det samme scenarie udspillede sig kl. 13, hvor den sidste times to instruktører satte sig i sadlerne iført Halloween-kostumer.
Efter et kvarter på cyklerne, trådte et skelet-kostume ind af døren og satte sig på en tom cykel. Da skelettet trak hovedbeklædningen af, viste det sig, at det var Camilla. Lokalets mange deltagere brød ud i spontan jubel, klapsalver og tårer.
- Der var en fantastisk stemning. Alle var i godt humør og gav den gas, og så kom Camilla ind. Det var så overvældende. Folk var helt vilde. Det var så fedt. Jeg er en træt kvinde, men jeg er glad, mest af alt glad for, at Camilla er på vej tilbage, smiler Nanna Jørgensen, der er initiativtager til arrangementet.

Det flotte arrangement i Fitnessdk har samlet 9288,50 kr. ind.


Foto: Anders Bjerring. Flere billeder kan rekvireres ved henvendelse til jannimt@live.dk, og de må benyttes u/b ved akkreditering af Anders Bjerring, GraphicVision Media.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar